Hvem er jeg?
Jeg har været dagplejer siden 1990. Jeg har to voksne børn, hvoraf den yngste dreng stadigvæk bor hjemme. I min fritid går jeg power-walk, som jeg har stor glæde af, og giver mig energi.
Hvad laver børnene, når de er hos mig?
Der er gode muligheder for udendørs aktiviteter, da jeg har to dejlige legepladser lige inden for rækkevidde. Jeg vægter højt at komme ud dagligt, og derfor gør vi brug af lokalområdets grønne områder. Turen kan gå til legepladsen i parken, eller åen og fodre ænder.
Indendørs laver vi mange forskellige ting, f.eks. sanglege og gymnastik. Vi læser, tegner, øver rim og remser - talrækken og farvepanelet øves. Børnene elsker især gentagelse på gentagelse, og det er lærerig og god hjernegymnastik.
Legestuebesøg holder vi en gang om ugen, hvor børnene mødes med jævnaldrende. Der laver vi en masse fælles aktiviteter.
Jeg lægger vægt på at give børnene en dagligdag med trygge rammer, samt at inkludere alle i et fællesskab. For mig er det vigtigt at børnene lærer at acceptere hinandens forskelligheder og behov. Jeg sætter pris på sund, indbydende og varieret kost, som er vigtig for børnenes sundhed. Jeg bager tit sammen med børnene på deres præmisser. Det hygger de sig med.
Hvorfor er det godt at have dit barn i dagpleje hos mig?
Forældresamarbejdet betyder rigtig meget for mig. Jeg lægger vægt på åbenhed og ærlighed over for hinanden, dette fremmer den bedste dialog i samarbejdet omkring barnet.
Kurser jeg har taget
Grundkursus for dagplejere *Kost i dagplejen *Førstehjælp for børn *Børns motoriske og sproglige udvikling
*Leg med sprog *Sansemotorisk udvikling med mere.