Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vanessa Cordes-Dalgaard

Hvem er jeg?
Mit navn er Vanessa. Jeg kommer fra Tyskland og er født i 1980. Jeg er dagplejer i Kongens Enghave og bor i et hus i haveforeningen “Havebyen Mozart”.

Jeg har en kandidatuddannelse i Fashion Design/-Management, Marketing & Retail Management, og jeg har arbejdet indenfor mode i over 10 år. Ved siden af har jeg arbejdet med børn, siden jeg var studerende, fordi det altid var min passion.

I Tyskland voksede jeg op på en hestegård, som fungerede som rideskole og fritidshjem, og der arbejdede jeg i mange år med store og små børn, heriblandt udviklingshæmmede. Jeg er uddannet ridelærer og har modtaget uddannelse i samvær med autistiske børn og terapeutisk ridning for handicappede.

Jeg bor i et hus på 130m2 sammen med min mand Hasse, og vores to børn, Mila(*2016) og Viggo(*2019). I vores hus er der indrettet 2 store rum til børn med god plads til leg og hygge, og vi har en stor have, som jeg bruger så tit vejret tillader det. Haven er indrettet med blandt andet, sandkasse, trampolin og et stort legehus.

Jeg lægger vægt på at børnene føler sig trygge og at de får den omsorg og nærhed de har brug for, med stabile rammer og et godt miljø, der lægger op til en god udvikling og trivsel.

Som person er jeg tålmodig, nærværende, omsorgsfuld og empatisk. Jeg er anerkendende over for børnene og møder dem i deres øjenhøjde. Jeg vil også beskrive mig selv som værende stabil, struktureret og opmærksom.

Jeg snakker flydende dansk, tysk og engelsk.

Jeg er glad for naturen og ridning, og jeg er aktiv medlem i Børnenes Dyremark.

Jeg elsker at gå på loppemarkeder og lave kreative ting. 

Hvad laver børnene, når de er hos mig
Vi er ude næsten hver dag, så tit vejret tillader det. Vores hus ligger tæt på flere legepladser og fantastiske grønne områder som: Sydhavnstippen, Valbyparken og Karens Minde / Børnenes Dyremark, der alle kan bidrage til dejlige oplevelser for børnene.

Vi mødes også tit med de andre dagplejere i området på forskellige legepladser eller besøger de andre i deres hjem.

Når vi er indendørs, er der rig mulighed for aktive lege: Forhindringsbaner, tumleleg, musik og dans som støtter børnenes grovmotorik.

Udover dette, er der også plads til at børnene kan udvikle deres finmotorik, da jeg har masser af tilbud til kreative aktiviteter, så som at tegne, male eller lave små dekorationer eller andet, der passer til det enkelte barns udvikling, årstiden og højtider.

Vi læser bøger, leger med legetøj og sommetider tager vi på tur til for eksempel Zoologisk Have eller på bondegårdstur.

Jeg hører til legestuegruppen på Sigerstedgade 1, Vesterbro. Her er vi en gang om ugen sammen med de 6 andre dagplejemødre i gruppen. Vi har et dejligt kollegialt samarbejde, hvor børnene nyder godt af samværet med de andre jævnaldrende børn.

Kost
Børnene bliver tilbudt morgenmad, en formiddagssnack, frokost og eftermiddags- frugt og brød. Alle måltider er mindst 95% økologi, og jeg laver varm mad til frokost flere gange om ugen.

Hvorfor er det godt at have dit barn i dagpleje hos mig?

Fordi det er vigtigt for mig at kunne tilbyde jeres barn:

- En god følelsesmæssig kontakt med en voksen.

- Et trygt miljø i hjemlige omgivelser, hvor barnet er en aktiv del af hverdagen.

- Aktiviteter der passer til børnenes individuelle alder, og støtter deres sociale udvikling.

- Ture ud i det fri og hyggelige oplevelser.

Jeg lægger vægt på det enkelte barn, derfor er det vigtigt at opnå et godt tillidsforhold til børn og forældre ved åben kommunikation og ærlighed.

Dokumenter