Hvad er dagpleje i eget hjem?
En kommunal dagplejer er en person, der er ansat og godkendt af kommunen til at passe 3 børn i sit eget hjem. Dagplejeren tilrettelægger dagens aktiviteter med udgangspunkt i sin lille børnegruppe. Åbningstiden er 48 timer om ugen.
Dagplejeren er tilknyttet et netværk af andre dagplejere, der passer børnene ved dagplejerens sygdom og ferie.
Hvad er flerbørnsdagpleje?
I flerbørnsdagpleje foregår pasningen i offentlige lokaler, hvor der er 8-10 børn og 3- 4 faste voksne. Åbningstiden er 42 timer om ugen.
Dagene i flerbørnsdagplejen er planlagt af personalet. Personalet tilrettelægger, så der er mulighed for fleksibilitet, hvis det viser sig, at børnegruppen har behov for noget andet end det planlagte. De fleste flerbørnsdagpleje-huse arbejder med børnene i både mindre og større grupper. Opdeling i mindre grupper sker, når der er små nye børn, der kan have brug for ro og overskuelige rammer til at blive tryg i tilknytningen til de voksne. Arbejdet i mindre grupper tilgodeser det lille læringsmiljø og her er muligheder for at imødegå børnenes interesser med aldersbestemte aktiviteter, der fremmer deres relationer, trivsel og læring.
Flerbørnsdagpleje-husene benytter sig af deres egne legepladser, men er også alle meget aktive med at anvende parker, legeområder og aktiviteter i deres lokalområder og børnene er ude i al slags vejr.
Hvad er basisdagpleje?
I basisdagplejen findes 3 forskellige typer af tilbud:
- Dit barn passes alene hos basisdagplejeren med mange års erfaring.
Denne type basisdagpleje er for børn der af forskellige årsager har brug for kontakt til 1 fast voksen, for børn der skal skærmes for smitterisici og for børn der skal skærmes fra sansestimuli. Efterhånden som barnet kan klare flere udfordringer opsøger vi andre børn; ude, hos kollegaer og i legestuen. Denne type af basisdagpleje giver ikke mulighed for gæstepleje ved basisdagplejerens fravær.
2. Dit barn passes sammen med 1-2 andre børn hos en dagplejer i lokalområdet med særlig viden om "børn, der har brug for noget ekstra".
Her er der mere tid til barnet til eksempelvis at spise, motorisk træning og mulighed for at tage særlige hensyn. Dagplejeren kan modtage andre børn i gæstepleje og går i legestue med børnene en gang om ugen. Gæstedagpleje sker hos en dagplejer fra legestuegruppen.
3. Basisflerbørnsdagpleje, hvor der er indmeldt 4 børn, der alle er visiteret til basisdagplejen.
Der er basisflerbørnsdagpleje i Valby og på Vesterbro.
Der er ansat 3 dagplejere, som dækker en åbningstid på 42 timer om ugen. Her har børnene mulighed for, at der både tages individuelle hensyn og at opleve at blive en del af en gruppe.
I menuen finder du en oversigt over alle dagplejere, flerbørnshuse og basisdagplejere i Københavns Kommune. Der kan du se deres individuelle dagplejeprofil og læse deres tilsynsrapport.