Flerbørnsdagpleje Bysvalen
Flerbørnsdagplejen Bysvalen åbnede i sommeren 2008.
Vi bor på Amerikavej nr. 6 på Vesterbro i en stuelejlighed med indgang gennem gården.
I Bysvalen arbejder Belinda, Jeannette og Ina.
Vi har alle en stor arbejdserfaring fra vuggestuer, børnehaver og dagplejen, før vi startede i Bysvalen. 2 af os er sågar uddannede pædagogiske assistenter, og vi er alle løbende på kurser og har mange certificeret kursusbeviser i vores pædagogiske rygsæk.
I Bysvalen vægter vi udelivet højt. Derfor er vi i videste omfang ude hver dag, og gør flittigt brug af Carls have, Søndermarken, Frederiksberg have, Zoologisk have, og de omkringliggende legepladser samt i vores gårdmiljø.
Vi følger Københavns Kommunes kostpolitik, og derfor er vores råvarer 90 % økologiske.
Vi tilbyder varm mad 3 til 4 gange om ugen og det kolde bord indimellem, så vi husker at komme rundt om den varierede kost.