Hvem er jeg?
Mit navn er Ulla Stockmann. Jeg har været ansat siden 1992 og har kontinuerligt videreudviklet min indsigt og viden om børn 0-3 års- alderen.
Jeg er arbejdsmiljørepræsentant for dagplejere, der arbejder i eget hjem.
Hvad kan jeg tilbyde dit barn?
Den gode stemning og tid til at øve sig har højeste prioritet, da den er afgørende for udvikling.
En genkendelig hverdag, hvor vi om formiddagen benytter en legeplads tæt på min bopæl, og dit barn har gode muligheder for at forstærke sin motoriske udvikling og stimulere sanser. Vi er ude at mærke og se alle årstider i sol, regn, sne og blæsevejr, og vi snakker om, hvad vi møder på vores vej til og fra legepladsen. På vores vej gennem parken ser vi dagligt bl.a. fugle, insekter og snegle. Vi taler om hvilke farver de har og hvad de hedder. Her finder vi også træer, hvor man kan gemme sig, og som er gode at klatre i eller på alt efter motorisk formåen.
Eftermiddagene bruger jeg oftest til dialogisk læsning, sanglege eller andre lege, hvor sproget er centrum for legen.
Dit barn bliver en del af flere fællesskaber. Det lille fællesskab mellem børnene og mig i hjemmet. Et lidt større fællesskab med mine kollegaer og deres dagplejebørn i legestuen og på legepladsen. Gæstehuset, hvor alle børn fra mit dagplejehjem tilbydes gæstepleje af 4 fastansatte dagplejere, når jeg er fraværende, byder på et tredje fællesskab. Fællesskaber der gennem tiden i dagplejen gør dit barn i stand til at navigere i forskellige miljøer, udvise empati, acceptere forskelligheder, forståelse for andres behov og udvikle sociale kompetencer.
Legestue:
Det er sikkerhedsgodkendte kommunale lokaler, hvor dagplejere mødes i fastlagte grupper en gang om ugen. I min gruppe er vi i legestue hver fredag, og jeg modtager og afleverer dit barn der.
Vores gruppe har fokus på bevægelse, sang og leg med sprog, når vi er i legestue. Mine kollegaer og jeg samarbejder dagen igennem om og med børnene, samt de praktiske arbejdsopgaver, og den gode stemning og tid har også her højeste prioritet.
Kost:
Som i alle kommunale dagtilbud i København er kosten 90% økologisk både hjemme hos mig og i legestuen. Derudover lægger jeg vægt på klima- og miljøvenlig mad, og jeg er meget optaget af at undgå madspild.
Hvor er mit personlige fokuspunkt rettet?
Sprog som jeg implementerer gennem samtale og leg over hele dagen. Negationer undgår jeg i min tale med børnene og guider dem i stedet til at gøre noget andet.
Gråd er barnets første sprog og jeg taler altid med barnet om, hvorfor jeg tror, at det græder – fx: ”du synes, det er ærgerligt, at du skal vente på få tur i gyngen” eller ”at du bliver ked af det, fordi din far/mor skal på arbejde”.