Pædagogik i Dagplejen
Dagplejen i København står på skuldrene af mange års arbejde med systematisk kompetenceudvikling. Marte Meo og ICDP har været to af de mest dominerende metoder, som dagplejen har uddannet sig indenfor.
Forskning er begyndt at tyde på, at dagplejebørnene ikke kun leger parallellege, som man ellers tidligere har formodet at aldersgruppen gør. Det viser sig nu, at dagplejebørn også leger relationslege. Dvs. at de også indbyrdes indgår i stærke relationer med hinanden og at det viser sig i deres lege. Ligesom de indgår i stærke relationer til deres dagplejere. Denne forskning vil vi følge med i, ligesom vi også følger med i anden forskning, som kan være med til at videreudvikle vores dagpleje.
Pædagogisk læreplan
Dagplejen har en fælles styrket pædagogisk læreplan, som bygger på mange års arbejde med læreplaner samt på den tilgang, som dagplejen har til vores dagplejebørn. Vores pædagogiske grundlag i den styrkede pædagogiske læreplan er udviklet gennem mange år og har sit grundlæggende udspring i vores motto: ”Ro til at gro”. Vi tager alvorligt, at de første 1000 dage er vigtige og præger barnet i mange år frem, hvis ikke resten af livet.
Vi har metodefrihed i vores dagpleje, så du vil kunne møde forskellige måder at arbejde systematisk med læreplanerne på. Nogle gør det ud fra læreplanstræet, nogle gør det ud fra skemaer, som vi har udviklet og nogle har taget andre metoder til sig. Ens for alle er, at arbejdet tager afsæt i vores fælles pædagogiske læreplan og vores fælles pædagogiske grundlag.
Kompetenceudvikling
I de seneste år har der været gennemført kurser i læreplansarbejde samt kompetenceudviklingsprojekter, som især har fokus på tidlig opsporing. Desuden er der i de seneste år gennemført et stort kompetenceudviklingsprojekt kaldet SKISA, som står for ”Stærke kroppe i stærke arbejdsfællesskaber”. Denne kompetenceudvikling har både dagplejerne, de tilsynsførende pædagoger og ledelsen deltaget i.
De tilsynsførende pædagoger og ledelsen er løbende på kompetenceudvikling af kortere og længere varighed. Indenfor de seneste seks år har især efter- og videreuddannelse indenfor det neoaffektive været den mest gennemførte videreuddannelse blandt de tilsynsførende pædagoger, men der bliver også gennemført forskellige diplommoduler bl.a. indenfor pædagogik, supervision og voksenuddannelse. Derudover modtager såvel de tilsynsførende pædagoger og ledelsen løbende supervision.
I efteråret 2022 afholder vi et fælles foredrag for medarbejdere i dagplejen, hvor fokus er på det mikrorelationelle. Her vil emnet være, hvordan vi videreudvikler det allervigtigste i vores dagpleje - relationen mellem dagplejerne og dagplejebørnene.
Arbejdspladsvurderinger
Udover en systematisering af vores tilsyn og nu årlige udarbejdelser af årsrapporter, gennemføres der udviklingssamtaler med de enkelte dagplejere samt arbejdspladsvurderinger. Arbejdstilsynet har desuden gennemgået arbejdsmiljøet i vores dagpleje i vinteren 2021 - 2022, herunder også for flerbørnshusene. Vi fik i februar 2022 på baggrund af Arbejdstilsynets undersøgelse af os en grøn smiley fra Arbejdstilsynet.