Hvem er jeg?
Mit navn er Eva og jeg bor på Gadelandet i Brønshøj i et nybyggeri i en lejlighed på 98 kvm sammen med min familie. Familien består af min kone Joan, som er uddannet social -og specialpædagog, samt vores to døtre Emma på 11 år og Lilja på 8 år. Begge piger elsker, at vi har dagpleje i hjemmet og er omsorgsfulde og glade for at lege med dagplejebørnene. Dagplejebørnene synes omvendt også, at det er meget spændende at følge med i, hvad sådan nogle store piger kan.
Vi flyttede til Gadelandet i september 2023, da vores lejlighed stod klar. Opgang og lejlighed og rummelig og lys, og der er elevator som fører op til 1. sal. Der er desuden mulighed for at benytte baghaven, hvor der er legeplads og græsareal.
Hvad laver børnene når de er hos mig?
Vi bruger de omkringliggende legepladser og egen have i hverdagene og vi tager på biblioteket en gang om ugen og udskifter ugens bøger. Vi bor tæt på Husum bibliotek, men Tingbjerg bibliotek ligger også indenfor rimelig gåafstand. Utterslev Mose ligger også lige i ”baghaven”, og der er mulighed for at gå ture, se på fugle og besøge legepladser.
Vi prøver at komme ud hver dag –Også i regnvejr og blæsevejr, da naturen byder på så mange gode oplevelser. Der er mulighed for at træne de grovmotoriske færdigheder, udfordre sine sanser, samt at se og opleve verden omkring os. De dage, hvor vejret alligevel ikke tillader os at komme ud, så hygger vi indenfor med at tegne, afprøve at klippe med saks og andre kreative finmotoriske færdigheder.
Lejligheden er indrettet med køkken og stue i et. Der er således mulighed for at tumle med bobles på gulvet, samt sidde ved bordet og lave puslespil/krea, alt efter hvad vi har lyst til. Lego Duplo, bøger ovs. Står frit tilgængeligt i børnehøjde.
Der er mulighed for at sove indenfor på madras eller på altanen i barnevogn.
Mad
Jeg går meget op i at lade børnene smage mange forskellige retter. Maden er altid økologisk og da vi har allergier i hjemmet, er den også som regel laktosefri –Og tit også uden hvede. Hvis der er mad, man ikke kan lide, så vil der altid blive tilbudt et alternativ som f.eks. rugbrød eller grød. Ingen skal gå sulten!
Børnene får bestik til hvert måltid, som de bliver opfordret til at bruge. Jeg oplever, at de både fordyber sig i og nyder at få tid til at øve sig på dette, og måltiderne er som regel et dejligt afbræk i hverdagen, hvor vi samles om at nyde et godt måltid og komme ned i gear inden eftermiddagslur.
”Ro til at gro” passer meget godt til, hvordan det er at blive passet hjemme hos mig. Jeg er af den overbevisning, at alle børn gør det, så godt de kan, og at de lærer bedst i rolige rammer. Jeg følger børnenes spor og sammen har vi tiden til at gentage deting, der er behov for. Det kan være at lære at trykke sæbe ud af dispenseren ved håndvask eller at tage sko af og på. Det kan også være den samme bog, som bliver læst flere gange i løbet af en uge, bare fordi børnene synes, at det er rart med en genkendelig historie. Vores hverdag er præget af, at vi ikke har travlt eller skal skynde os videre. Vi har ro til at kigge på en snegl på fortovet og tid til at danse vildt til god musik i stuen.